Stivkrampe, med den latinske betegnelse tetanus, skyldes bakterien Clostridium tetani. C. tetani er en jordbakterie, som kan findes stort set alle steder i miljøet, hvor hestene opholder sig. Heste er meget modtagelige overfor infektion med C. tetani og det kræver kun et meget lille og ubetydeligt sår, før hesten kan udvikle stivkrampe. Inkubationstiden er ca. 5-10 dage, men der kan gå helt op til 3 uger før hesten bliver syg. Det er derfor ikke altid, man forbinder et lille sår, som ofte allerede er helet, med at hesten pludselig bliver meget syg. Dette er en meget alvorlig sygdom. Selvom der bliver sat hårdt ind med behandling (som vil kræve langvarig hospitalsindlæggelse), er dødeligheden for heste helt op til 80%. Det er derfor yderst vigtigt at hesten altid holdes opdateret med stivkrampe vaccine.
Kliniske symptomer
Stivkrampe skyldes at C. tetani udskiller et neuro-toksin, som optages af nerverne. Typisk angribes området hvor infektionen er startet først og vil sidenhen sprede sig til hele hesten. Der ses lokal stivhed i tyggemuskler, nakkemuskulaturen, bagpart og hvor infektionen startede. Dette udvikler sig i løbet af kort tid til mere generel stivhed og muskelspasmer, som især angriber ansigtsmuskulaturen, som dermed låser kæben og gør det umuligt for hesten at tygge. Deraf også den engelske betegnelse for stivkrampe ”Lockjaw”. Næseborene vil være udspilet og det 3. øjenlåg vil være synligt. Halen vil være stiv og løftet. Hesten vil have svært ved at bevæge sig og dreje. Muskelspasmer i hoved og hals vil bevirke at hesten står med hoved og hals fremme (extenderet), ligesom både bagpart og ben vil være påvirket. Dette vil få hesten til at stå i en, for sygdommen meget karakteristisk, ”Savbuk” position. Hesten vil være yderst lydfølsom og høje lyde vil kunne forværre symptomerne. Generaliseret muskelspasmer vil også påvirke åndedræt og blodcirkulationen, som vil blive forøget. Temperaturen vil ofte være lige over normalen, men kan ses voldsomt forøget (42-43°).