Regnvejr, mudder og muk. De fleste hesteejere ved at de tre ting unægtelig hænger sammen og er der noget vi har i Danmark, så er det regn og mudder. De fleste har da også mere end én gang måtte kæmpe med mukken.
Symptomerne på muk er sår og skorpedannelse i kodebøjningen, men kan også ses op af benene og over ryggen på hesten. Der kan ses både hævelse, ømhed og halthed. Årsagen er ofte en blandingsinfektion forårsaget af bakterier, svamp og/eller skabsmider. Derfor kan det også være yderst genstridigt at slippe af med, især med forkert behandling.
Normalt kan hesteejeren sagtens selv behandle muk ved mindre infektioner. Denne behandling skal være målrettet mod årsagen til muk. Desværre ses det tit at der bliver forsøgt mere eller mindre effektive husmoderråd og salver, som i bedste fald ikke hjælper og i værste fald gør problemet værre. Vi vil derfor her give nogle gode råd til både forebyggelse og behandling af muk, som alle vil kunne udføre i stalden.
Behandling
Den bedste behandling mod muk opnås gennem 4 trin, der har fokus på behandling af bakterie og svampeinfektionen, samt heling og beskyttelse mod ny infektion. Ved større infektioner er det vigtigt at hesten sættes på stald, så huden forbliver tør og kan få ro til at hele op.
- Smør mukken ind i Salicyl-Vaselin og lad det sidde i 20-30 min. Dette opbløder blidt skorperne. Herefter tørres forsigtigt løse skorper væk med et RENT håndklæde. Det er vigtigt at der ikke kradses/pilles i skorperne, da dette bare vil ødelægge huden og åbne for yderligere infektion.
- Herefter fugtes benet let og der gubbes med 4% klorhexidin shampoo eller benzoyl-peroxid shampoo. Lad det sidde i 10-20 min. og tør af med et fugtigt håndklæde. Det er vigtigt ikke at vaske med store mængder vand.
- Påfør et lag alkogel og lad benet tørre
- Sidste smøres med honningsalve
Udskriv denne vejledning og tag med i stalden: Muk-behandling til heste-ejer
Ved vedvarende problemer over 1-2 uger eller såfremt der opstår hævelse, ømhed, halthed eller varme tilkaldes dyrlæge, da hesten i så fald vil have brug for støttende behandling i form af smertestillende og/eller antibiotika.
Produkterne kan købes enten hver for sig eller i en samlet pakke ved henvendelse på tlf. 29 88 33 72 eller mail@heste-dyrlaegen.dk.
Forebyggelse
- Undgå så vidt muligt at vaske ben unødigt. Brug i stedet en blød børste eller et frottéhåndklæde til at fjerne indtørret mudder.
- Hesten bør mindst en gang om dagen have helt tørre ben og gerne i nogle timer. Tør gerne med håndklæder når hesten lukkes ind fra fold.
- Ved løsdriftsheste, sørg for at hesten kan stå helt tørt ved foderstationer, sådan at huden har mulighed for at tørre op, mens hesten spiser. Husk at langt græs også holder huden konstant fugtig.
- Smør med alkogel 1 gang dagligt når hesten kommer ind på stald.
- Brug en god fed vandskydende salve i kodebøjningen inden hesten lukkes på fold om morgenen (Fryser det mere en -10 grader, skal der ikke smøres noget på, da dette kan give frostskader).
- Sprit gerne boots/gamacher/klokker af dagligt.
- Ved heste med gentagne problemer med muk, kan ofte med fordel gives en vitamin/mineral booster kur. Jeg har selv gode erfaringer med Mikrovital fra St. Hippolyt, men der findes helt sikkert andre, der fungerer lige så godt.