Kiropraktik

Problemløsning, vedligehold og toppræstation

Kiropraktik heste hestedyrlægen

En kiropraktisk undersøgelse finder ofte små problemer i bevægeapparatet. Med en kiropraktisk justering kan disse problemer ofte løses, inden de bliver til reelle skader.

Hvad er veterinær kiropraktik

Veterinær kiropraktik er en manuel behandlingsform inden for veterinærmedicinen, der fokuserer på diagnosticering, behandling og forebyggelse af muskoskeletale problemer hos dyr ved hjælp af manipulation og justering af låsninger i leddene i hele rygsøjlen og ben. Denne praksis er baseret på principperne om biomekanik, neurologi og ortopædi. Dette er den fine beskrivelse af hvad veterinær kiropraktik er. I mere normale termer er veterinær kiropraktik en behandling med fokus på hele hestens bevægelsesmønster både i det store perspektiv under arbejde, men også og især, om og hvordan alle hestens større og mindre led bevæger sig frit og i alle de retninger de er tiltænkt fra naturens side.

Låsninger/subluxation

En låsning i et led, er ikke som mange tror, en knogle ude af led. En kiropraktisk låsning refererer til en tilstand hvor en eller flere led i rygsøjlen eller andre steder i kroppen, er begrænset i deres bevægelse eller funktion. En kiropraktor har specialiseret sig i at diagnosticere og behandle sådanne låsninger, som betegnes som subluxationer.

En subluxation i et led i rygsøjlen kan medføre at nerverne der udspringer fra rygmarven kan blive klemt og nerven dermed ikke fungerer optimalt. Dette i sig selv kan være årsag til smerte, men også give et dårligt neurologisk signal til og fra de muskler, sener, ligamenter, led og organer disse nerver innerverer. Dette kan resultere i både at nerven bliver langsommere med nedsat reaktion, hvilket kan ses som halthed, snublen eller slæbende gang eller at nerven bliver hyperreaktiv og dermed sender alt for mange signaler til hjernen, hvilket kan opfattes som smerte eller konstant spændt muskulatur. Også hestens indre organer innerveres af nerver der udspringer fra rygsøjlen, hvorfor der også kan ses funktionsforstyrrelser i hesten fordøjelse, reproduktion og lign. ved låsninger i rygsøjlen.

Kompensatorisk bevægelse: Hestens strategi ved låste led

Hesten vil ofte kompensere for den manglende bevægelse/funktion i et låst led ved øget bevægelighed af de omkringliggende led. Således kan hesten fortsat beholde sin bevægelighed, på trods af det låste led. Den øgede bevægelighed vil dog forårsage yderligere muskelspændinger omkring det hyperbevægelige led og hermed spredes muskelspændingerne til et stadig større område, jo længere tid problemet står på.

En låsning i et led kan føre til forskellige symptomer afhængig af placering, graden og varigheden.

Her er nogle af de hyppigste symptomer der kan indikere at hesten kan have brug for kiropraktisk behandling. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig, så vi kan tage en snak om præcis din hests symptomer.

Symptomer

  • Halthed eller momentvis utaktet
  • Øm/vægrer sig ved berøring af ryg
  • Uens muskulatur eller muskelfattig
  • Stivhed – uvilje ved at runde sig på volten eller samle sig
  • Skæv haleføring eller pisken med halen
  • Går på to spor
  • Krydsgalop eller svært ved springe an i galop på den ene eller begge volter
  • Skæv hovedholdning/hovedet på sned
  • Tygger meget på biddet, går imod tøjlen, kaster med hovedet
  • Uvilje mod at få sadel på eller spændt gjord
  • Adfærdsændring – vil ikke fanges på fold, virker irritabel når der strigles, sadles op ect.
  • Voldsomt løft af bagben når hovene renses/problemer ved smed
  • Uens hove eller unormalt slid i tåen.
  • Rytter føler at blive skubbet ud eller ind i volten
  • Løber, stejler eller bukker under ridning
  • Manglende gåvilje/fremdrift eller bliver hurtigt træt
  • Svært ved sidebevægelser

Kiropraktisk behandling

En kiropraktisk behandling starter med at se hesten i bevægelse. Først mønstres hesten på fast underlag i både skridt og trav. Herefter ses hesten i alle 3 gangarter i longe. Nogle gange vil det være nødvendigt at se hesten under rytter.

Herefter tages hesten i stalden for videre undersøgelse. Til dette bruges en kasse som kiropraktoren bruger til at stå på ved siden af hesten. Her er det nødvendigt med en staldgang med en fornuftig bredde og rimelig plant underlag, således der er god plads til både hest og kasse og kiropraktoren kan stå sikkert uden kassen vipper. Kassen introduceres langsomt til hesten, så hesten er tryg ved den, inden undersøgelsen går i gang.

Effektiv kiropraktik: Løsning med muskelafspænding

Ofte vil der være en del ømme muskelspændinger, især ved de mere kroniske problemer. Udover at hesten ofte vil opleve undersøgelsen som ubehagelig pga. ømme muskelspændinger, så er disse ofte også en del af problematikken idet muskelspændingerne i sig selv kan fastholde leddet i en låst position. Det er derfor vigtigt at der også arbejdes med afspænding af den omkringliggende muskulatur i forbindelse med en kiropraktisk behandling. Der startes derfor med at løsne disse spændinger med infrarød lys/varme og efterfølgende bindevævsmassage, før den egentlige kiropraktiske undersøgelse kan begyndes.

Hvert eneste led i hesten undersøges for bevægelse i alle dets normalfysiologiske retninger. Ved fund af låsning vil der med et hurtigt, præcist og let tryk i specifik retning ske en påvirkning af nerver der udløser en refleksbue til centralnervesystemet, der får de helt små muskler omkring led og rygsøjle til at slappe af, således leddet igen kan bevæges frit.

Behandlingen tager ca. 1 time og efterfølgende er hesten ofte træt i en dags tid eller to.

Efterbehandling

De første 2-4 dage bør hesten kun arbejdes let. Dvs. heldagsfold med bevægelse og gåtur i skridt for hånd eller let longearbejde. Især efter 1. behandling kan hesten være øm i muskulaturen, da musklerne, især ved kroniske låsninger, har været uarbejdsdygtige og nu skal tilbage på arbejde.  Derudover vil du og hesten formentlig få lektier for i form af forskellige øvelser til at styrke hestens muskulatur. Det kan f.eks. være refleks- og strækøvelser, jordarbejde, bom- og propiotræning osv. Nogle gange vil også du som ejer få lektier som f.eks. sende bud efter sadelmager eller selv blive sendt til kiropraktor.

Hvor mange behandlinger der kræves før vi er i mål, er meget individuelt. Det mest normale er 2-4 behandlinger. Genbehandling aftales ofte med interval på 4-8 uger.

Husk du er altid velkommen til at kontakte mig for en snak om din hests sundhed.

Bliv klogere på mine andre ydelser

Tandpleje

Minimum én årlig undersøgelse af hestens mundhule og raspning af tænder er en vigtig del af hestens sundhed. Ofte foretages undersøgelsen af tænderne sammen med den årlige vaccination.

Akutbehandling & vagt

Besøg der bestilles i telefontiden ml. kl. 8-9 til samme dag afregnes normalt honorar.

Sundhedsundersøgelse

Et sundhedstjek kan være mange ting og inden alle vaccinationer vil dyrlægen altid lave et kort sundhedstjek af hesten.

Vaccination

Den årlige vaccination er en vigtig del af din hests sundhed. Her vil din hest blive vaccineret mod influenza og stivkrampe, som for hesten alvorlige sygdomme.